Weapons of Mass Distraction

af 

Israels ekstreme terrorangreb på UNWRA flygtningelejren i Rafah, hvor de brændte børn og voksne levende, skete under Memorial Day i USA.

Igen udnyttede Israel en amerikansk mærkedag til at angribe civile palæstinensere — endnu en gang i en flygtningelejr, uden mulighed for at slippe væk. Israel beskød talrige telte med brandbomber, der brændte adskillige børn og voksne levende. Videodokumentation og øjenvidner viser et dybt traumatiserende, grusomt inferno af flammer, hvor forsøg på redning og brandslukning var umulige.

Det er et tydeligt mønster, at Israel intensiverer sine koldblodige mord på den palæstinensiske befolkning under store begivenheder og mærkedage i USA, fordi USA er verdens mediecentrum og på disse dage vil nyhedsfladen og sociale medier (og dermed folks opmærksomhed) være tilstoppet med historier og content om den pågældende begivenhed/mærkedag.

Journalist og illustrator Mona Chalabi viser det i en uhyggelig oversigt:

Søndag d. 11. februar 2024 fløj 1000+ privatfly midt i global klimakrise til den største propaganda-begivenhed i verden: Super Bowl — for det største militær-imperie i verden: den europæiske koloni ‘USA’.

Mens amerikanske medier tilstrømmede nyheds- og social medie feeds med historier om Taylor Swift og Travis Kelce, eskalerede det amerikanske imperie sit folkemord i Palæstina gennem sin militære outpost Israel ved at angribe Rafah — det sidste tilflugtsted for tæt på en million indespærrede palæstinensere.

At et af holdene i den pågældende Super Bowl, Kansas City Chiefs, indtil for nyligt havde en Native maskot og det dybt racistiske “Tomahawk chop” som deres signatur tilskuer-koreografi, udpensler blot groteskheden i det amerikanske koloniale cirkus, der bedøver og underholder på overfladen, men har århundreders mord og udplyndring af mennesker, land og ressourcer lige under overfladen.

Childish Gambino viste i videoen til ‘This Is America’ med skræmmende præcision, hvordan kultur i USA kan — både når det er bevidst og ubevidst — dække over og distrahere os fra den brutale virkelighed:

Virkeligheden er, at USA er den europæiske koloniserings hovedstad, hvor våben og hypnotiserende propaganda produceres i uendelige mængder og sendes ud til resten af verden i imperialismens sidste desperate forsøg på at opretholde en dybt psykopatisk og altødelæggende form for kontrol og dominans.

Weapons of Mass Distraction

Story
by 
Kristian Lindhardt