Integritet i aktion.
Hver dag bevæger overlevende palæstinensiske journalister sig gennem ruinerne af deres destruerede hjemland med kameraer, mikrofoner eller telefoner i hænderne og presseveste på kroppen.
For de palæstinensiske journalister har journalistik det sidste år ikke kun været et arbejde, men helt bogstaveligt en kamp for deres egen og deres familier, venner og folks overlevelse - og for sandhed og retfærdighed i en verden, hvor mange af deres journalistkollegaer i resten af verden stadig enten kigger væk eller fordrejer deres virkelighed.
De dokumenterer daglige terror-bombeangreb af civile bygninger, skoler, hospitaler og flygtningelejre og de katastrofale menneskelige konsekvenser af den mangeårige besættelse, af invasionen og det igangværende folkemord, velvidende at deres arbejde kan koste dem livet.
Ifølge Gaza Media Office er 188 palæstinensiske journalister blevet dræbt i folkemordet af den israelske besættelsesmagt alene i det sidste år.
Hver enkelt af dem myrdet for at dokumentere en virkelighed, som den israelske besættelsesmagt, USA og resten af den vestlige verden, der leverer våben og politisk støtte til dem, ønsker at skjule - og som det meste af den vestlige verdens journalister, stadig ikke tør vise endnu.
De palæstinensiske journalisters arbejde er ikke bare som observerende vidner eller rapporterende videreformidlere af den ekstreme vold – de lever midt i den og er selv udsat for den.
"At være journalist her betyder, at du skal acceptere risikoen for, at du måske ikke kommer hjem. Men hvis vi ikke gør det, hvem skal så fortælle vores historie?" siger Motaz Azaiza, nu verdenskendt fotojournalist fra Gaza, der dagligt har risikeret sit liv for at rapportere fra frontlinjerne af folkemordet og hvis billeder og daglige opdateringer er nået verden rundt.
Efter sin evakuering tager Motaz Azaiza nu rundt i verden og har senest været i Danmark for at fortælle om sit hjemland og hvad hans folk er udsat for - i håb om, at det vil føre til handling.
Motaz Azaiza er blevet kendt for sine skarpe og ærlige dokumentationer af livet - og døden - i Gaza. Hans videoer og billeder, der primært er blevet delt på sociale medier, har givet verden et åbent vindue ind i den brutale virkelighed, han og hans folk lever i:
"Når jeg tager mit kamera op, føler jeg, at jeg bærer et skjold. Ikke et skjold mod kugler eller bomber, men et skjold mod tavshed. Hvis jeg stopper med at dokumentere, er det som at give op. Og vi har ikke råd til at give op," fortæller han.
For Motaz er arbejdet mere end bare journalistik – det er en livsnødvendighed.
"De vil have os til at tie, men vi nægter at lade deres magt definere vores historie. Hver video, hver reportage er en del af vores kamp for at blive hørt," siger han.
Bisan Owda, en 27-årig journalist fra Gaza, deler samme mod og beslutsomhed. Hun er ligesom Motaz Azaiza blevet en markant stemme internationalt, og hendes arbejde har skabt debat, ikke mindst efter en Emmy-nominering for hendes daglige dokumentation af folkemordet.
"Jeg ved, at verden ser væk, men vi kan ikke tillade os at stoppe. Når jeg dokumenterer, er det for de børn, der mistede deres hjem, for de familier, der leder efter overlevende i ruinerne. Det er vores pligt at vise verden, hvad der sker," siger hun.
Bisans arbejde er både en måde at bearbejde det igangværende dagligt voksende traume og en kamp mod den systematiske stillegørelse.
"Jeg vil have, at mine børn en dag kan se, hvad der skete, og forstå, at vi kæmpede. Ikke kun med sten, men med sandheden. Hvis vi ikke dokumenterer, vil historien blive skrevet af dem, der undertrykker os," fortæller hun.
For Ahmed Abu Hamda, en journalist og medieaktivist fra Rafah, er journalistik ikke bare en karriere, men selve essensen af frihed. Hans journalistiske opdateringer om de daglige udfordringer i Gaza viser både det grusomme ved en hverdag i fuld militærinvasions-belejring og den menneskelige styrke i et samfund, der nægter at bukke under.
"Når vi fortæller vores historie, tager vi magten fra dem, der undertrykker os. De kan tage vores jord, vores hjem, men de kan ikke tage vores ord," siger han.
Ahmed beskriver, hvordan han som barn voksede op med en følelse af konstant usikkerhed, men at journalistikken gav ham et formål.
"Jeg kan ikke bekæmpe dem med våben, men jeg kan bekæmpe deres løgne. Det er den største kamp, vi kan tage som journalister," forklarer han.
Ud over den konstante direkte fysiske trussel kæmper palæstinensiske journalister også mod en omfattende censur på sociale medier. Indhold bliver rutinemæssigt fjernet, ofte med begrundelsen om, at det bryder retningslinjer.
Det har skabt frustration blandt mange, herunder Layla Hijazi, en journalist fra Gaza, der ofte bruger Instagram og TikTok som platforme for sin journalistik:
"Hver gang en video bliver slettet, føles det som en lille sejr for besættelsen. De forsøger at tage vores stemmer væk, men vi bliver ved. Vi uploader igen og igen, fordi vi nægter at lade dem kontrollere vores narrativ," siger Layla.
En anden stemme er Khaled Al-Baba, der har dækket konflikten som fotojournalist i over et årti. Hans billeder, ofte fanget midt i kaos, har fået international opmærksomhed.
"Jeg filmer og fotograferer for dem, der ikke længere kan tale – de børn, kvinder og mænd, der er blevet ofre. Det er mit ansvar at sikre, at deres lidelser ikke bliver glemt," forklarer han.
Khaled beskriver en situation, hvor han befandt sig under beskydning, men nægtede at lægge kameraet fra sig.
"Jeg tænkte på min egen familie og vidste, at hvis jeg ikke dokumenterede dette, ville ingen forstå den smerte, vi oplever," fortæller han.
Modet hos palæstinensiske journalister som Motaz Azaiza, Bisan Owda, Ahmed Abu Hamda, Layla Hijazi og Khaled Al-Baba og alle deres kollegaer bør ikke kun blive hyldet på afstand og passivt deklareret som beundringsværdigt – deres arbejde er en direkte opfordring til os allesammen.
Om at tage ansvar og faktisk fortælle om folkemordet, som det er - mens det sker, ikke efter. Vores palæstinensiske journalistkollegaers arbejde er et spejl, der holdes op for verden og sikrer, at vi ikke kan undgå at se virkeligheden direkte i øjnene.
Deres mod afkræver mere end overfladisk sympati, beundring og priser. Det kræver aktiv direkte handling og journalistmæssig solidaritet fra verdens mediebrancher og fagforbund.
Som Bisan Owda siger:
"Jeg håber, at verden ser, hvad vi gør, og at de forstår, at vores arbejde ikke bare er for os selv, men for retfærdigheden. For vores fremtid. For sandheden."
De palæstinensiske journalister har det sidste år holdt journalistikken i live, mens store dele af vestlige medier har ladet den dø sammen med deres integritet, faglighed og ansvar.
De kæmper stadig dagligt - ikke kun for journalistikkens overlevelse – men for deres folks ret til at eksistere og for at sikre, at sandheden om, hvad der er blevet gjort mod dem, aldrig bliver skjult, fordrejet eller glemt.
