Når det amerikansk-zionistiske militærimperie stjæler liv hver dag i deres igangværende folkemord, dræber de både individuelle mennesker, der havde liv bag sig og foran sig – men også de familiære, venskabelige og fællesskabsmæssige relationelle forbindelser og netværk, som de mennesker, de myrder, lever i.
Midt i al ødelæggelsen og den ekstreme brutalitet, sker også en stille og mindre synlig tragedie: De uerstattelige, følelsesmæssige bånd og øjeblikke af samvær, der væver mennesker sammen, smuldrer.
Danmark er et af de lande, jeg har været i, der oplever det tungest, når mennesker i deres liv dør. Og det er der ikke noget galt med. Men det er sigende, at det samme land med åbne øjne har tilladt et massemord på en civilbefolkning med dansk støtte – politisk, symbolsk, retorisk, økonomisk og direkte med våben.
Et land hvor folk mærker tab så kraftigt, at de går ned med langvarige depressioner, når oldeforældre på 95+ går bort, eller er knust i flere år, når deres veninde får en kæreste, burde kunne mærke og forstå, hvad det vil sige at miste.
Mennesker, der lever og overlever i Palæstina lige nu kæmper samtidig med uerstattelige traumatiserende irreversible tab, som strækker sig langt ud over deres egne familier.
En afgørende del af det komplette svigt i mediebranchen af journalistisk integritet og ansvar - noget af det, der har gjort mediedækningen mest misvisende - har været fraværet af den menneskelige dækning.
For hvordan skal mennesker, der er styret af følelser, og i forvejen bliver fodret et komplet manipulerende politisk narrativ reagere, hvis de ikke mærker noget?
Når ægte levende mennesker reduceres til statistikker og geopolitiske statister, begår vi et dobbeltmord på dem, når de bliver dræbt med vores landes støtte. Både af deres fysiske liv og af deres åndelige, følelsesmæssige, relationelle og personlighedsmæssige liv.
Hvad gør det indeni et menneske aldrig at se sin ven igen, fordi hun blev dræbt, mens hun sov? Hvad vækker det i os, at vi bevidner og mærker det, mens vi indser, at det sker med vores lands støtte? Hvad sker der, når det udebliver?
Hvad vil det sige at indse, at du aldrig skal høre din bedstemors latter mere, mens du hører militærtanks komme mod din boligblok og kampfly flyver over dig. Ikke at skulle over og spise hos din legekammerat længere, fordi hans familie er blevet dræbt og han er på hospitalet med amputerede ben, der blevet opereret uden bedøvelse.
Den altomsluttende indre frygt at skulle leve i en by, der bliver bombet. At ingen steder er sikre. Og så skulle gå igennem det uden din søster, der altid holdt din hånd og strøg dig over håret, da du var lille, eller ikke at få sagt farvel til din mor og far, der sørgede for at få dig i sikkerhed, inden de selv blev dræbt.
Dr. Samira Qasim, psykolog ved det palæstinensiske Center for Menneskelig Udvikling, uddyber: “Når et samfund mister sine medlemmer i voldelige handlinger, som vi ser i Palæstina, nedbrydes fundamentet af relationer, der giver stabilitet og mening i menneskers liv. Sorg er ikke kun individuel, men kollektiv og får hele samfundet til at vakle.”
Hvad vil det sige at overleve et folkemord, hvis din kæreste blev dræbt? Har du så egentlig overlevet? Er der tid og plads til nødhjælp til mennesker, der mister deres elskede? Hvordan overlever du som forælder, der må holde fødselsdag for dit barn, der snart skulle starte i skole, men i stedet bliver stjålet fra dig, fordi en drone dukkede op, efter det første koordinerede bombeangreb dræbte deres legekammerater, men ikke fik ram på din lille elskede?
Dr. Adam Said, konfliktpsykolog ved Institut for Konfliktstudier i Amman, tilføjer: “Folkemord er ikke kun mordet af mennesker, men af det væv, der binder samfundet sammen. Tabet af relationer efterlader dybe ar i samfundets kollektive hukommelse, hvilket former en generation uden de forbindelser og minder, som normalt ville bringe stabilitet.”
Ahmed Saleh, en 19-årig palæstinenser fra Ramallah, udtrykker denne smerte: “Hver gang jeg går forbi steder, hvor vi plejede at mødes, føler jeg mig ensom. Vi mister ikke bare mennesker her – vi mister små bidder af vores fremtid.”
Oliventræer revet op ved rødderne
Ligesom oliventræerne, der har dybe forbindelser under jorden, er hvert menneske i Palæstina en del af et dybtvævet netværk af relationer.
Khaled Nabhan mister pludselig sit barnebarn, Reem – hans "soul of my soul" – og et uerstatteligt kærlighedsbånd går tabt, et bånd, der rækker ud over alle ord og bliver en del af den ubærlige sorg, som former et samfund.
Layla Hamdan, en mor fra Gaza, beskriver denne smertefulde virkelighed: “Det er som at miste hele mit netværk. Min datter var mit hjerte og en del af vores samfund. Hun tog sit lys med sig, og hver dag føles mørkere uden hende.”
Mange af os er stadig mærkede af mordet på Hind Rajab, en lille pige på bare seks år, der blev dræbt i et forsøg på at flygte med sin familie. Deres bil blev ramt af skud fra en tank, og mens Hind overlevede først, mistede hun livet sammen med redningsarbejdere, som forsøgte at hjælpe dem.
Hinds død er både et uerstatteligt tab af et barn med livet foran sig og et brud på relationer til alle de mennesker, hun ville have mødt og alle de oplevelser hun skulle have haft, og til de mennesker, der allerede havde hende i deres liv og holdt inderligt af hende.
Medo Halimy, den unge gartner, som blev kendt for sin passion for at passe de små planter rundt omkring i flygtningelejren. Han fandt glæde og trøst i naturen og gav det videre til andre. Hans arbejde var en stille, daglig kamp for at skabe skønhed og liv midt i det kaos, der omgiver de overlevende.
Han var ansigtet på spiren af nyt liv midt i død og ødelæggelse, hans mord efterlader et åbent sår i lokalsamfundet – et tab af håb og den modstandskraft, som hans dedikation og varme væsen symboliserede.
Mange palæstinensere er dybt forbundet med naturen i deres land.
Hassan Abul Hawa, en ældre landmand fra det nordlige Gaza, sammenligner tabet af oliventræerne med tabet af familie: “Når jeg ser et træ fældet, er det som at miste et barnebarn. Hvert træ, hvert menneske, er en del af os. At miste dem, er at miste os selv.”
Det er relationerne, der er limen i ethvert samfund, forklarer Dr. Leila Sarsour, sociolog ved Birzeit Universitet: “Når et folk mister sine børn, venner og kollegaer, brydes ikke kun en forbindelse, men også troen på fremtiden. Det er en kulturel ødelæggelse, der sjældent ses eller forstås.”
Fællesskabets kultur og dagligdagens liv har også sin egen værdi, som er blevet sat i stå. Gader og markedspladser, fyldt med stemmer og latter, binder folk sammen på måder, der er næsten umulige at beskrive.
Når en sang ikke bliver sunget, når et kram aldrig bliver givet, når et forstående blik ikke bliver udvekslet, når et maleri ikke bliver malet, når en hyggelig middag ikke bliver spist, når mærkedage ikke bliver holdt, når et venskab eller kærlighedsforhold ikke bliver til, fordi de to venner eller elskende aldrig når at mødes, når dybe, nære relationer bliver unødvendigt, pludseligt og brutalt brudt og byttet ud med chok, sorg og minder, der ikke burde være minder endnu, udhuler vi selve planetens og menneskehedens sjæl og meningen med livet.
Lad dødsmaskinen være det eneste, der dør før sin tid. Lad naturen og livet og relationerne spire, næres og beskyttes.
Til alle der elsker. Til ubrydelige bånd her og hinsides.
Foto: Khaled Nabhan og Reem "Soul of my Soul"
