Hvem er vi inde bag ved alle vores lag af ydre identiteter?

Vi siger, vi er empatiske — men er vores hjerter større end vores spinkle egoer, når de står overfor risikoen for at blive bulet en smule indad af et misbrugt strategisk velplaceret klistermærke: ‘antisemitisme’?

Vi siger, vi elsker retfærdighed — men er vores indre sans af retfærdighed større end vores frygt for at miste vores egen ydre magelighed i form af jobmuligheder, hyggelige samtaler og hvordan andre ser os?

Vi siger, vi beskytter børn — men fylder vores indre rolle som beskyttere nok til, at vi stiller os i vejen, når systemet vil have os til at acceptere vores deltagelse i at lade børn dø — i tusindvis — dræbt af våben betalt af vores penge og støttet af mennesker, vi har valgt — forsøgt retfærdiggjort med deres geografiske placering som argument?

Vi siger, vi er mange ting. Vi lægger lag på lag af os selv for at føle, vi findes i verden. Men hvem er du, når sandheden smelter dem væk? Når lyset tændes på klubben? Hvem er du, når der står ‘bomber til at dræbe børn og voksne civile’ på din lønseddel?

Måske er det mest autentiske at gøre lige nu at lade vores identiteter smuldre — dem allesammen.

Så vi sammen er reduceret til vores essens — ren livskraft i forskellige udtryk. Naturens sjæl i vibrerende bølger, der skyller indover vold og ondskab og udvander giften.

Når vi er nulstillet til vores essens, virker imperialistisk propaganda ikke længere. Fra det sted af dyb forbindelse, ser vi kun liv og død. Hvem der skaber mere liv og hvem der skaber mindre af det. Hvem der giver liv og hvem der tager det.

Systemernes øvre etager — befolket af mennesker, der har glemt, hvem de er — vil have os til at købe ind på den ekstreme præmis, at det på en syg, forskruet måde, skulle hjælpe mennesker, der myrder — at lade dem myrde.

De vil gøre millioner af palæstinensere til syndebukke for den indgroede generationelle skam, de endnu ikke selv har konfronteret.

Ekstremiteten af Israels vold — blandet med politisk, mediemæssig og kulturel massepsykologisk bevidst eller ubevidst påvirkning — har skabt en overstimuleret choktilstand, der har gjort alt for mange ude af stand til at se ud af øjnene og mærke noget i hjertet.

Det føles vanvittigt efter næsten et års vedvarende terrorangreb fortsat at forsøge at forklare, at det er forkert at begå massemord på en civilbefolkning indespærret i deres eget land, der er blevet lavet om til en enorm koncentrationslejr, som indsnævres dag for dag.

Men jeg har lært af flere Indigenous land & water defenders, at vi har et ansvar for ikke kun at sige og gøre det, der føles godt og forløsende i kampen for retfærdighed og frihed: Vi har først og fremmest et ansvar for at være effektive.

Det betyder også at gøre alt vi kan for at overbevise de, der ikke forstår endnu. At vække hjertet i dem, der har glemt de har det.

Så nu får de af jer, der brug for det, budskabet ind i den mest pædagogiske metafor, jeg kan mønstre tålmodighed til, der tager det ned på et niveau, hvor alle kan være med.

Selv hvis der i et omvendt parallelunivers skulle eksistere en virkelighed, hvor der fandtes et forsvar for at myrde civile i tusindvis, og man bare kunne forskyde sit ansvar for de svigt man har begået i fortiden til en anden befolkning, mener I så virkelig at der findes mennesker på jorden, der oprigtigt får det bedre af at dræbe andre?

Hvis vi skal gå med på jeres – i mine øjne dybt sociopatiske og sadistiske præmis – at det skulle give en form for forløsning for noget som helst fortidstraume at slå andre mennesker ihjel, så vil jeg først og fremmest sige, at I virkelig ikke burde gå rundt i samfundet blandt os andre.

Der findes ikke noget scenarie, hvor jeres logik giver mening.

Selv i almindelige hverdagssituationer, holder den ikke.

Vi der fx har arbejdet med børn eller selv har børn ved, at vi aldrig hjælper noget barn i sandkassen med at regulere indre uro ved at lade dem slå et andet barn.

Uanset om de græder, mens de slår.

Uanset om de kommer løbende over til os og vil trøstes, efter de har slået.

Det eneste ansvarlige er at tage skovlen ud af hånden på dem og fortælle dem, at det er forkert at slå og hjælpe dem med en anden strategi til at regulere deres følelser, udtrykke sig selv og skabe forbindelser til andre mennesker.

Det ansvarlige er sandhed, integritet og empati — det forstår vi med børn — det skal vi huske at anvende på samme måde for voksne. Især lige nu.

I stedet for at vælge mellem to knapper, så trykke på dem begge:

Omsorg og ansvar. Omsorg og ansvar.

Omsorg uden ansvar er pleasende enabling, der vil eksplodere på sigt, idet det svigter både den, det vedrører, og alle de møder, ved ikke at hjælpe dem med at lære at processere deres egne følelser og bygge sunde relationer til andre mennesker.

Det stjæler integritet og selvfølelse og skaber kaos omkring dets modtagere, der ofte ender som selvmedlidende abusers, der sidder midt i deres egne crime scenes og græder højere end deres ofre.

Den udbredte misforståede omsorg for verdens jødiske befolkinger kanaliseret i form af støtte til den zionistiske ekstremistiske besættelse har sine rødder i skrøbelig narcissistisk indgroet skam og skyldfølelse over manglende handling under Holocaust.

Og det har lige siden haft katastrofale konsekvenser, idet den indre afviste følelse af skam pakket ind og projiceret ud som overfladisk omsorg fjerner alt ansvar og dermed nu i fuldt dagslys tillader det indiskutable zionistiske folkemord på den palæstinensiske befolkning.

I den anden ende af spektret har vi ansvar uden omsorg:

Ansvar uden omsorg ender ofte som kold og hård kynisme, der skaber ensomme mennesker, der mangler kærlighed og gør hvad der bliver sagt, fordi det bliver sagt — ikke fordi de føler sig set eller ved at det er rigtigt.

Tidligere generationer skruede for meget op for ansvar og for lidt op for omsorg. Så ansvar uden omsorg skabte en hård og kold virkelighed.

Men nu er pendulet svunget over i den modsatte ekstrem og det er katastrofalt i al sin sikkert velmente misforståethed:

Vestens magelige curlingmentalitet, der fortæller os, at kærlighed er lig med fravær af ansvar, fordi ansvar midlertidigt kan kompromittere magelighed. Og vi tror, at magelighed er meningen med livet. Fordi mange af os er bange og bedøvede og aldrig har trænet vores indre muskler.

For vores følelsesmæssige indre muskler bliver slappe, når vi ikke træner dem, men i stedet konstant giver vægten videre til andre, der så løfter den for os. Og så kan alt pludselig virke tungt og svært, selvom det ikke er det.

Kærlighed er ikke det modsatte af ansvar. Reel kærlighed kan kun eksistere sammen med ansvar.

Så hvad hvis svaret på et så udbredt massepsykologisk problem: Hvorfor vil så mange ikke stille sig i vejen for USA, Israel og Europas folkemord i Palæstina – ikke kun kan løses politisk, men først og fremmest dybt indefra og ud?

Hvad hvis svaret ikke er at gøre hundredtusindvis af menneskers levede liv og det brutale tyveri af dem til en politisk “debat”, hvor vi tager elevatoren fra hjertet op til hovedet og gør ægte liv til kold kynisme?

Hvad hvis svaret er at genfinde vores menneskelighed og ikke lægge flere lag uden på, hvem vi tror vi er, men at lade dem alle smelte væk og være, hvem vi i virkeligheden er — hvem vi hele tiden har været — én livskraft i mange forskellige udtryk.

Fra det sted forstår vi, allesammen, at al vold er vold mod sig selv.

Og at al accept af vold er accept af vold mod alle. At enhver handling enten er mere liv eller mere død. At geværet, der skyder, også peger indad — og til højre og venstre på alle, der ser på.

Fra det sted forstår vi, at omsorg og ansvar ikke er modsætninger, men to lige nødvendige halvdele af social bæredygtig balance.

Fra det sted forstår vi, at det mindst omsorgsfulde og mindst ansvarlige vi kan gøre, er at lade mennesker torturere og dræbe andre mennesker og dermed også dræbe sig selv og alle, der står rundt om og ser på.

For du kan ikke dræbe andre mennesker uden først at være død indeni.
Og du kan ikke se andre blive dræbt uden en del af dig dør indeni. Hvis du kan, er det fordi, sjælen allerede har forladt din krop.

Lad os finde hjem i os selv og mærke, vi stadig har en sjæl, aktivere den og skabe liv i vores handlinger og hjælpe det med at gro. Det gør vi ved at stoppe det zionistiske folkemord på den palæstinensiske befolkning. Nu.

‍