I Danmark skal der være stille, mens børn og voksne bliver dræbt med vores penge og politiske mandat, så vi for alt i verden kan bevare tom og ligegyldig magelighed, som i virkeligheden bare er et kronisk fravær af liv

‍

Det bevæger sig under overfladen. Det stritter imod den dybe bedøvelse. Det er ubehageligt. For det kan mærkes i kroppen.

Som et sort-hvidt tv, der i årtier kun har vist tekst-tv og pludselig begynder at vise hele den fulde virkelighed – i farver med volumen skruet helt op.

Det er for meget. Det gør ondt alle steder. Det vrider sig i dig indvendigt. Som når din fod sover og du tager de første snurrende skridt – men i hele kroppen – i hjertet og sjælen. Det er overvældende. Det er meningen.

Det imperialistiske massemord på palæstinenserne og det meste af verdens afgrundsdybe svigt er utilgiveligt.

Det skulle aldrig være sket. Det er umuligt at forstå. Intet mangler at blive vist eller fortalt. Det er uretfærdigt og umenneskeligt i en størrelse, der fylder mere end hele universet.

Mens de får stjålet deres liv eller revet dem fra hinanden i en grad, der ikke findes ord for, redder de indirekte millioner fra den indre død ved at vække dem. Også dem der ikke ved det, forstår det eller mærker det endnu.

For palæstinenserne giver lige nu en dybt bedøvet del af verdensbefolkningen hjerte- og sjælemassage.

Det du mærker ved at give det lov til at rive dig i stykker er de små gnister og gløder af din livskraft, der bliver pustet til igen.

For kun af tilstedeværelse af kærlighed kan du mærke deres smerte.

Og kun ved at mærke kærligheden og smerten vil du blive drevet til handling.

For at det kan ske, er vi nødt til at vågne fra den dybe søvn, der bliver doseret kulturelt til alle i Danmark, fra vi er små.

Kun få undslipper den som børn og holder sig vågne. Andre vågner senere. De fleste sover stadig.

Den kroniske tilstand af dissociering, der har varet så længe, at det ikke længere kan kaldes en individuel sinds- eller sjælelidelse, men snarere et helt lands indgroede normaliserede kultur.

Men den dybe, bedøvede søvn får lige nu banket kraftige skår i overfladen hos selv de tungest sovende. Deres copingmekanismer virker ikke. Deres indre strategier kortslutter. Deres egos bortforklaringer falder til jorden.

Og i sprækkerne strømmer det liv ud, der er blevet låst inde i usynlige fængsler og holdt fast i kollektive spirituelle spændetrøjer i generationer.

Som at blive rystet vågen fra en søvn, du ikke kan huske du var faldet i.

Det er hvad der sker, når kroppen, syd for hovedet, som er blevet slukket for i årtier, begynder at mærke igen.

Noget vækkes. Det skaber alle mulige sensationer, som ellers har været fortabt. Vi har glemt, hvordan det føles. Vi har glemt, hvad det vil sige at være menneske.

Vi har glemt, hvem vi er. Og vi har glemt, at vi har glemt det.

Prisen for at være oprigtigt vågen og tilstede i verden er at se og mærke konsekvenserne af alle dem der ikke er.

Men sjælen spirer frem. Hjertet banker igen.

1–2. Integritet. 1–2. Ærlighed. 1–2. Retfærdighed. 1 – 2. Kærlighed. Det blomstrer som liv på en eng.

Men du ser først alle de brændte træer. Og dem der satte ild til dem. Du ser det hele. Du mærker alt for første gang i flere liv.

Prisen for at være oprigtigt vågen og tilstede i verden er at se og mærke konsekvenserne af alle dem, der ikke er.

Dit indre liv fungerer kun i dybde. Ikke til højre eller venstre. Når du bedøver og undviger smerten vil du også bedøve og undvige kærligheden.

“The attempt to escape the pain is what creates more pain,” — Gabor Maté.

Når du til gengæld giver slip på al din modstand og midlertidige forsøg på kontrol – når du vender tilbage i din grundtilstand som menneske og lader alle lagene, du har holdt fast i, falde væk, mærker du dybden af alting.

Når du vænner dig til at mærke igen, vil du ikke vælge smerten fra. For det kan du ikke. Du vil vide den er en del af din sjæls liv og lige så menneskelig og vigtig som glæde og nydelse og alt andet du kan mærke.

“The greatest difficulty is the mental (and emotional, physical and spiritual red.) resistance to things that arise, and the underlying assumption that they should not” — Eckhart Tolle

Her sammen med os andre i den virkelige verden, hvor det gør ondt, når mennesker bliver dræbt – så ondt at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at stoppe det – kan du være med til at hjælpe andre med at vågne, så vi sammen kan ende ekstremismen.

Når du mærker livet strømme i dig og læner dig ind i, hvem du faktisk er — ikke den karakter du prøver at være — ved du, hvad du er gået glip af alle de år, du ikke var det, og du mærker, hvad alle de uskyldige dræbte mennesker i Palæstina, DR Congo, Sudan og på frontlinjen af klimakrisen, får revet fra sig alt for tidligt på de mest brutale måder, der findes.

Hvis du var ved at vågne fra koma, havde fået lokalbedøvelse i brystet, et skud morfin i armen og havde set højtempo actionfilm i fastspændte 4D-briller hver dag 24/7 i en måned i træk, ville det være normalt ikke helt at kunne tage ind og mærke, hvad der sker. At du både var for fjern og overstimuleret til at kunne mærke noget.

Det har du også, på en måde. Det har bare været i en mindre dosis spredt ud over hele dit liv. Den lille konstante smerte er nemmere at bedøve, uden du bemærker det. Og pludselig har du mistet al følelse fra halsen og ned.

Det eneste vi kan frygte i verden er følelser, vi ikke har haft endnu. Du kan kun møde mere af dig selv, som Peter Crone har sagt.

Så frygt ikke smerten – se den i øjnene og mød den som en god ven, der elsker dig og derfor forbinder dig til dit hjerte og din sjæl igen. Der skruer op for elektriciteten i dit indre kraftværk og spreder liv ud i dine årer.

At du har en dyb drivkraft til at bekæmpe ondskab og vold er en god ting. Pludselig er der mere mening i dit liv. Pludselig er dine holdninger ikke kun teoretiske synspunkter eller tilvalgte ydre identitetstræk. Nu er de integritetsopretholdende inspireret handling og en konstant indre følelse af at vide hvem du er og faktisk være hvem du siger du er.

Når du først har prøvet at være, hvem du faktisk er, vil det være svært at forestille sig noget mere uhyggeligt, ligegyldigt og begrænsende end ikke at være det.

Når du er kommet hjem i dig selv, vender du aldrig tilbage. Det er dit nye udgangspunkt.

Fra det sted må vi (blive ved med at) gøre alt, hvad vi kan for at stoppe den ekstreme vold.

Vi har allesammen oplevet en ny form for tortur – at være spærret udenfor et fængsel, hvor de ulovligt indespærrede uskyldige indsatte bliver udsat for alle former for dybt psykopatiske måder at blive tortureret og dræbt på, mens vi er dømt til at se det blive livestreamet uden at kunne stoppe det.

Som at sidde i den elektriske stol og se andre blive dræbt af den.

Indtil nu. Det er umuligt at det kan fortsætte. Vi må og skal – vi SKAL – finde alle måder der findes og ikke findes endnu.

Første skridt er så hurtigt og kraftfuldt som muligt at genskabe den tabte forbindelse til dig selv og den kærlighed og smerte, du ikke har kunnet mærke.

For derfra kommer drivkraften, modet, styrken, integriteten – handling.

Kontakten med os selv er essentiel for at mærke verden. Og lige nu bliver der trykket på kontakten. Så tænd, menneske. Lev. Mærk at du lever igen. Velkommen hjem.

Herfra kan vi sætte klare ubrydelige grænser for menneskelig sygdom og dysfunktion og skabe kærlighed og gro liv, sammen.

‍