Integritetsløshed i aktion - hver dag, igennem et helt år - med konsekvenser, vi ikke engang er begyndt at forstå endnu.
Det seneste år har medierne i Danmark og andre vestlige lande med rette fået sønderrivende kritik fra befolkningen for deres manglende og skævvredne dækning af det igangværende USA-støttede israelske folkemord på den palæstinensiske civilbefolkning, og der har været utallige muligheder for at vågne op.
Mens næsten samtlige medier har fravalgt deres ansvar og pligt, har palæstinensiske journalister holdt vores disciplin i live.
Enkelte journalister fra rundt omkring i skandinaviske, europæiske og andre vestlige lande, oplever at stå alene og finder sammen i grupper og udtrykker at se flere ligheder i dækningen i hver vores lande det seneste år. Det samme gælder manglen på vilje til at lytte til kritik.
Det har efter mit indtryk været værst i Danmark, men det er en generel tendens i skandinaviske (og vestlige medier) som helhed.
Kritikken omkring mediernes dækning er reel og meget alvorlig, og det er uden for enhver fatteevne, at medierne stadig ikke er villige til at tage den til sig og at flere journalister ikke har gjort oprør (endnu).
Som journalister har vi et ansvar for at opretholde integritet og faglighed, især når det direkte kan koste menneskeliv at svigte dem.
Gennem den mangelfulde og fordrejede dækning, ender danske medier med at retfærdiggøre det ekstreme israelske besættelsesmagts utallige forbrydelser mod menneskeheden.
Næsten hele den danske og vestlige mediedækning det seneste år lever ikke op til kriterierne for at kunne kaldes journalistik, men kan nærmere kategoriseres som (u)frivilligt PR-arbejde for verdens dokumenteret største voldsimperie: USA-Israel.
Frem for at oplyse befolkningen og holde magthavere ansvarlige, ender journalistikken med at hvidvaske og fortsat muliggøre massemord på civile.
Islamofobien og racismen i medierne, som er blevet påtalt i årevis, skinner fortsat igennem dækningen. Når daglige massakrer på børn og civile knapt bliver dækket, viser det klart, at vestlige medier ikke tager væsentlighedskriteriet alvorligt og ikke værdsætter palæstinensiske og libanesiske liv.
Når Israels militær ukritisk bliver citeret som en troværdig kilde, trods gentagne dokumenterede løgne, fremmer det folkemordsregimets fordrejede narrativ, hvor en militærstat, der dagligt udfører alle former, der findes af umenneskelig vold for (direkte indrømmet) at udrydde en civilbefolkning, den har indespærret, for ulovligt at udvide deres territorie og oprette Greater Israel (også direkte indrømmet), samtidig får lov ukritisk og uimodsagt at stille sig bag vestlige medier og fremstille og fabrikere sig selv som ofre.
Det historiske perspektiv udebliver også komplet fra dækningen.
Ligesom USA stort set aldrig bliver dækket i kontekst af, at det er en europæisk koloni oprettet gennem invasion og både et Indigenous og Afrikansk Holocaust af folkemord, tortur, kidnapning og slavegørelse, dækkes den israelske kolonialstat fuldstændig uden for kontekst af dens voldelige oprettelse og vedligeholdelse, der begyndte med massemord og tvangsfordrivelse af palæstinenserne og er fortsat med apartheid, undertrykkelse og fortsat strukturel, institutionel og interpersonel vold gennem årtier.
Når folkemordet omtales som en “krig” eller en “konflikt”, udvisker medierne det faktum, at Israel er en kolonimagt og amerikansk geopolitisk militærbase støttet af USA, og at palæstinensere lever under besættelse og ikke kan flygte fra deres land, som over tid er blevet lavet om til en enorm koncentrationslejr.
Så længe der fortsat står "krig" på stort set alle medieforsider og emnefelter og i enhver overskrift, er medierne i mine (og mange andres) øjne slet ikke begyndt at lave journalistik endnu.
Det er et svigt af journalistisk integritet og vores fag som helhed, af basale menneskerettigheder, børnekonventionen, international lov og vil med meget høj sandsynlighed blive straffet hårdt juridisk i fremtiden.
Det er vores job og pligt at dække virkeligheden, som den er, uanset hvor ubehagelig den er - ikke at skrive og på andre måder udtrykke, hvad vi selv mener er mest behageligt eller fremmende for vores karrieremuligheder.
Flere af os, der har sagt fra og enten har meldt os ud eller er blevet smidt ud af den etablerede mediebranche, deler et klart indtryk af, at det afgrundsdybe svigt i dækningen blandt andet skyldes mange journalisters frygt for deres jobsikkerhed. Men det koster langt mere at miste sin integritet end sit job.
Og de fleste, der arbejder i mediebranchen kunne desuden nemt få et andet job med det samme. Så den påtagede, performative bekymring over nærmest at risikere at blive hjemløs, hvis man vedligeholder journalistisk integritet eller siger fra over for sin chef, er simpelthen ikke rigtig.
Det er for længst overskredet enhver legitim undskyldning for at 'vide for lidt' om besættelsen og kolonimagtens voldelige historie; al information er tilgængelig og let at forstå - takket være vores palæstinensiske og libanesiske journalistkollegaer og andre, der har risikeret alt inkl. deres liv for at dække folkemordet.
Israel har dræbt mindst 188 journalister i Gaza siden oktober sidste år. De målrettede drab på vores journalistkollegaer er en del af Israels måde at mørklægge dækningen af deres folkemord og kontrollere narrativet.
FN-eksperter har kaldt det en “målrettet strategi” for at blokere medierne og stillegøre kritisk rapportering, der ellers kunne holde det ekstremistiske regime til ansvar.
Derudover har USA-Israel brugt store amerikanske og globale events og mærkedage som camouflering af terrorangreb, som angrebet på Al Shifa hospitalet på Thanksgiving, luftangreb i Rafah under Super Bowl, bombeangreb i Libanon under Oscars og brændbomber i flygtningelejr på Memorial Day (se datajournalist Mona Chalabis arbejde).
Lørdag den 9. november bombede Israel skolen Fahd al-Sabah i Gaza by, hvor seks mennesker blev dræbt. Blandt dem var journalisterne og søskendeparret Ahmad og Zahra Abu Sakhil.
Ifølge FN er palæstinensiske børnehave- og indskolingsbørn den gruppe mennesker, Israel har dræbt flest af: I alderen 5 til 9 år.
Det er vores job at afsløre det som folkemord - på primært børn - før resten af verden kan se det. Ikke først når langsomme bureaukratiske institutioner har været igennem et langt sagsforløb og bekræftet det.
Det har danske og vestlige medier ikke gjort. Palæstinensiske journalister er i stedet dem, der primært har holdt journalistikken i live det seneste år og har reddet journalistikken som helhed fra at dø.
Vestlige, heriblandt danske og skandinaviske medier burde have kæmpet langt hårdere for adgang til Gaza samt for alle vores palæstinensiske kolleger på jorden.
Ikke nok med at de står alene med dækningen: Palæstinensiske journalister bliver endda behandlet, som om det, de producerer, ikke er 'troværdigt nok', når de direkte og indiskutabelt dokumenteret viser os drab på børn og civile og terrorangreb på hospitaler, flygtningelejre, skoler og boligkvarterer.
Hvorfor oversætter danske medier ikke palæstinensiske journalisters arbejde? Hvorfor ansætter de ikke palæstinensiske journalister som korrespondenter? Hvorfor kræver danske mediechefer, journalister og vores fagforbund ikke, at vores journalistkollegaer skal beskyttes?
Der er højst sandsynligt mange journalister, der gerne vil sige fra og producere en korrekt dækning og ikke ved, hvad de skal gøre. Jeg vil derfor invitere andre journalister til at skrive til os, der allerede har sagt fra og gjort det anderledes, hvis de er klar til at træde ud af deres redaktionelle dækning eller har brug for støtte til at sige fra overfor deres chefer og insistere på at ændre dækningen.
Det bliver langt mere indlysende og ligetil at gøre, når vi indser, at det ikke handler om os som individer eller vores personlige magelighed; det handler om vores palæstinensiske kolleger, om alle de palæstinensiske og libanesiske børn og civile, om journalistisk integritet, mod og retfærdighed – og i det hele taget om noget langt større end os selv.
Det er allerede alt for sent og dermed for længst på høje tid at gøre oprør på redaktionerne og tage ansvar for dækningen for første gang, stille de ansvarlige til ansvar og styrke folkets viden og indsigt i Israels igangværende folkemord inkl. den mangeårige besættelse og de enorme menneskelige konsekvenser heraf.
Det er på tide at være dem, I siger, I er, og udvise den integritet, der (forhåbentlig) fik jer til at søge ind i journalistikken til at begynde med.
